How lucky I am to know you..

[Kumo]

Det var sent, og det kunne ses på mørket udenfor restauranten. Indenfor sad Kumo, han havde siddet der i lang tid, nærmest en time før at Juugaya angiveligt ville komme. Komme med toget.. Derefter skulle han aflevere sine tasker og ting, inden han kunne tage undergrunden ud til restauranten. Den lå lidt udenfor byen, med en skov i baggrunden, og om sommeren kunne man sidde ude på terrasen og nyde vejret og maden..

Kumo rettede sit hår, han skulle se nogenlunde ud. Det var mange år siden han havde set Juugaya, og egentlig havde det overrasket ham at få et brev. Selvom han kunne have brugt denne torsdag aften på alverdens andre ting, muligvis mere fornuftige og sikre ting, der ikke kunne mislykkedes. Sidste gang de skildtes havde Kumo gået rundt med tungsind i flere måneder, mere præcist et halvt år, inden han fik øjnene op for andre fyre, nye venner og en næsten helt ny omgangskreds. Før havde selve omgangskredsen bare været Juugaya.
Han ønskede inderligt at de forstod hinanden ligeså godt som de havde gjort i deres tidlige teeenage-år. Mange af hans klassekammerater havde store vennekredse, nogen så det som selve livets opgave at være perfekt, og altså havde mangen venner, hvor han derimod havde opgivet dette og bare nøjedes med Juugaya. Kumo ville dog aldrig selv kalde det at 'nøjedes' med Juugaya, han ville ikke have flere venner, han ville ikke have nye venner, hvis han bare kunne få Juugaya.
De havde aldrig haft et egentligt forhold, men dog havde Kumo gået rundt med denne lille forestillling altid. At de, en dag, ville finde hinanden.

[Juugaya]

Juugaya skuttede sig og kiggede med et drømmende blik på den klare himmel. Stjernehimlen havde altid betaget ham. Ikke hvad den bestod af, det havde overhovedet ingen idé om, men nærmere bare synet af den. Han kunne have brugt timer på at kigge på den hvis han fik lov, men iaften havde han en vigtigere opgave. Endelig skulle han se Kumo igen! Følelsen var en blanding af glæde og nervøsitet. De havde ikke set hinanden i så lang tid, og han vidste ikke om han stadig kunne kommunikere med den, han altid havde kaldt sin bedste ven.
Juugaya havde ankommet til byen tidligere på aftenen. Turen havde taget energi fra ham, samtidig med at nervøsiteten for at se den gamle ven var steget grufuldt. I modsætning til Kumo havde Juugaya aldrig, før de sidste par måneder, haft lyst til at flytte til storbyen. Han havde haft det fint med at blive nær forældrene, de gamle venner og alt det kendte. Det havde taget hårdt på ham at se den person som han betroede alt, forsvinde fra daglig-dagen.
Han havde selv ændret sig så meget på de 3 år der var gået siden de sidst havde set hinanden. Det var dog kun i det sidste halve år han havde haft en idé om, måske, at flytte ind til byen, der ellers normalt virkede ufattelig fraværende fra hans hverdag.
Juugaya vidste ikke selv hvordan han havde nedt her; udenfor en eller anden restaurant klar til at se sin højt elskede ven, Kumo igen efter 3 år uden kontakt. Han lukkede øjnene et par sekunder, trak vejret dybt ind før han trådte ind i den sværmende restaurant, hvor han fraværende rakte sin frakke til tjeneren ved døren.

[Kumo]

Kumo skubbede brillerne længere op på næsen, velvidende om at denne bevægelse fik ham til at se bedrevidende ud. Han havde normalt ikke briller på, og disse var også uden styrke, og den eneste grund til at han havde dem på, var, at han havde haft dem på i alle sine teenage år. I de tre år de havde været afskilt, havde han selv forandret sig. Han havde fået kontaktlinser, og mere eller mindre skiftet personlighed.. Ellers havde hans personlighed bare vist sig fra en mere fraværende side, den side der inderst inde gerne ville frem, men som altid blev skudt tilbage. Kumo vidste godt at han var genert, og lige netop det faktum at han var genert selvom det var Juugaya han skulle se, gjorde ham inderligt vred på sig selv. Alt skulle være ved det gamle, alt!
Han savnede fortiden.. Han savnede den virkelig. Hans forældre boede stadigvæk i nærheden af Juugaya, eller rettere sagt, i den samme by, og det gjorde det blot endnu mere uudholdeligt at besøge dem. De sidste par år havde han lukket sig selv endnu mere inde, var begyndt ikke at se og snakke med særlig mange mennesker. Hans venner blev lukket ude. De var ikke Juugaya, og selvfølgelig kunne de ikke gøre for det, men... Af en eller anden grund havde han følt sig usikker da han havde meldt tilbage at han gerne ville se ham igen. Hvad hvis det vidste sig at de ikke kunne snakke på samme måde igen. Hvad hvis Kumo havde mistet følelserne for Juugaya, hvad hvis nu Juugaya i virkeligheden ikke gad se ham... Der var så mange åndssvage 'hvad hvis nu', men inden i Kumos hovede var det ikke åndssvagt. Han var pisse ræd.

[Juugaya]

Juugaya lod sit blik vandre rundt i den travle restaurant, da tjeneren spurgte om han havde en bestilling.
"Jeg skal møde en ven," sagde han, mens han blik søgede efter hans barndomsven, "ham derovre!"
Han pegede på bordet hvor han havde spottet Kumo og kiggede så afventende på tjeneren. Tjeneren gav ham et let smil og begyndte at mane sig vej gennem forvirrede kokke, små-snakkende tjenere og al verdens andre mennesker.
I Juugaya's hoved var han ved at gå i panik. Han ville sagtens kunne klare at se Kumo, det i sig selv, ville ikke være så svært for ham. Det var dét med at holde en samtale. Han var ellers normalt ikke typen til at tie stille, hvis han synes noget blev den mindste smule pinligt eller akavet. Han vidste heller ikke hvordan han nogensinde skulle forklare Kumo om sine planer om, måske, at flytte til byen. Han havde altid set byen som Kumo's sted. Kumo's ejendom, der hvor Kumo skulle bo. Selv havde han det normalt bedst i frisk luft, hvor tiden nogen gange bare sneglede sig afsted.
En vandrende tanke fik ham til at tænke på hans halv-stærke ændring af stil. Hans hår var stadig lige så vildt som det plejede at være, og han mente da også at Kumo havde set den lilla-agtige farve før.
Tøjet var dog lidt anderledes, dog mest hvordan hans valg af sko og diverse topper var blevet. Stilen var blevet mere vovet med årene, og han kunne ikke huske om Kumo havde oplevet den slags stil fra hans side før.
Juugaya blevet trukket ud af sine tanker da tjeneren trak stolen overfor Kumo ud for ham. Med et nik med hovedet, takkede han tjeneren for hans gavmildhed og satte sig. Så rettede han sig op og kiggede lidt nervøst over mod Kumo.

[Kumo]

Kumo kørte en hånd igennem sit hår, men rettede det straks igen. Han havde for en gangs skyld brugt tid på sit udseende, hvor han normalt var fuldstændig ligeglad med det. Der var helt normalt lyd-niveau, alligevel kunne han godt høre en lys stemme, sammen med en lettere hæs stemme. Kumo så automatisk op og var lige ved at rejse sig og løbe sin vej, tudende, da han så Juugaya. Det var nu ikke hans tøj eller generelt udseende, der forvirrede ham, det var selve tanken om at de skulle snakke. Hvad fanden skulle de snakke om?!
Kumo ledte kort sin hjerne igennem for neutrale taleemner, men stoppede så. De snakkede ikke neutralt. Hvis der var nogen som helst chance for at deres venskab, forhold efter Kumos mening, skulle blive som før, var det ikke vejret der skulle diskutteres..
Det var han ellers vant til.

[Juugaya]

Juugaya's aqua-farvede øjne søgte efter Kumo's blik. Han havde mest lyst til bare at begynde at græde, en metode han mange gange havde brugt for at starte en samtale, men vidste det ikke var situationen til den slags. Han lukkede øjnene for noget der føltes som hunrede år, trods det blot var et par sekunder, og fik klargjordt sine tanker. Han åbnede igen øjnene og åndede ind gennem næsen. Et eller andet trick, som nogen en gang havde lært ham skulel dæmpe stress. Det viste sig imidlertidigt IKKE at virke.
"Hej," sagde han med et skævt, nervøst smil til Kumo for at fange vennen's opmærksomhed. Han håbede han kunne klare at holde masken og ikke bryde sammen i en elelr anden skør form for never-sammenbrud. Nu måtte han bare håbe på at hans ven var klar til at snakke sammen. Det virkede næsten som den første dag de havde mødt hinanden, Juugaya's første skoledag efter at have flyttet sammen med sin nye plejefamilie.

[Kumo]

Kumo ville gerne have holdt Juugaya's blik, han ville så gerne. Han kunne ikke. Så simpelt var det. Derfor så han ned. Ned og væk, de evigt trofaste steder. Der behøvede man ikke prøve at finde ud af hvad den anden person tænkte, eller gruble over det.
"Hej..?" Hans stemme var overraskende søgende, på grænsen til det ynkelige. Alligevel præsterede han et svagt smil, for glad det var han! Kumo rejste sig op og var lige ved at rødme, da hans stol skramlede unødigt højt. Han gik hen til Juugaya og tog hans hånd, inden den anden kunne gøre noget. Det virkede dog så kunstigt, det var sådan noget han havde set voksne gøre når de præsenterede sig selv for andre. Men Juugaya og Kumo behøvede ikke at præsentere sig for hinanden?!
De kendte hinanden så godt, men alligevel var afstanden mellem dem tydelig.. Derfor trak han tilsidst, nærmest modvilligt, Juugaya ind til sig i en omfavnelse.

[Juugaya]

Juugaya var noget overrasket over Kumo's... entré, men gjorde ikke modstand. Han stillede sig lidt på tå, for trods de pænt høje støvler var han stadig lidt mindre end sin ven, og lod armene glide om bag Kumo's nakke. Han havde mest lyst til at stå sådan i et par minutter, men vidste det ikke gik. Han var jo ikke kommet hele vejen til Tokyo for at få et kram. Efter noget tid brød han omfavnelsen og kiggede op på sin ven; "Det er dejligt at se dig igen!"
Han smilede oprigtigt og gjorde tegn til Kumo, om han var med på at sætte sig igen. Han selv gentog sin plads på stolen. Glad for at genforenelsen var gået nemmere end han havde forudset. Men vidste at man aldrig kendte dagen før solen var gået ned. Nu håbede han lidt på at hans ven vill genstarte samtalen, da han lige nu selv manglede ord for at starte den.

[Kumo]

Kumo gemte taknemmeligt ansigtet i Juugaya's hår. Det var blevet farvet igen, men han fandt det ikke mærkeligt på nogen måde, sådan havde han bare altid været, Juugaya. Selv elskede han naturlige look, hvilket faktisk ikke var det helt naturlige look. Hans hår var blevet farvet så lang tid han kunne huske, det var vist nok hans mor der var startet med det.. Inden hun havde forladt faren og ham. Dengang havde Kumo været omkring 12 år, det var ca. samtidig med at han havde lært Juugaya at kende. De var nærmest vokset op med hinanden.. "Tak.." Kumo's stemme lød overraskende hæs, som en der ikke brugte sin stemme særlig meget. Det gjorde han nu heller ikke, ligenu var han bare ved at græde.
Han trådte et skridt tilbage og satte sig så ned, efter at have smilet tilbage, blegt. ".. Betyder det.." Kumo kunne mærke brevet tynge mod sit bryst, i brystlommen på hans skjorte og fandt det diskret frem ".. At du flytter til byen?" Han havde mest lyst til at ryste brevet lige for næsen foran Juugaya, men fandt det alt for påtrængende. Derfor lod han bare brevet falde ned på bordpladen foran sig.

[Juugaya]

Juugaya studerede brevet let med blikket. Kiggede simpelt på det, som om det var uden betydning at han havde skrevet det. Nok mest fordi han hadede sin egen håndskrift.
Han nikkede og kiggede op på Kumo: "Så vidt det er muligt, så ja. Jeg kan jo ikke blive ved med at bo hjemme, og jeg burde få mig en uddannelse."
Juugaya vidste godt at det med uddannelsen halvt om halvt var en løgn. Selvfølgelig havde han behov for en uddannelse... mente hans plejeforældre. Selv havde han lige siden grundskolen altid bare sagt at det nok skulle gå... På en eller anden måde. Den egdentlige grund til at flytte til byen var at han kunne prøve lidt nyt og være mere sammen med Kumo. Men den grund fremlagde han sjældent når han blev spurgt, da de fleste mente det var en smule barnligt.
"Jeg skal bare finde et sted at bo, hvilket nok bliver mit største problem!" siger han med et klynkende suk, sammen med sit karakteristiske smil. Han vidste ikke hvad Kumo ville vide om hele idéen. Synes han det var latterligt? At Juugaya bare skulel blive der hjemme? Eller kunne han faktisk godt lide idéen?
Juugaya håbede på at få svaret så hurtigt som muligt. Kumo's mening var den vigtigste når det kom til sådan noget. Kumo vidste bedre end ham, når det kom til logik og tænke sig om. Juugaya sagde normalt bare; det her har jeg lyst til, pis med hvordan jeg gør det, jeg ved bare jeg kan!

[Kumo]

Kumo bed sig i tungen, for ikke at smile alt for bredt. Hvis han var et normalt menneske ville han have skreget sin lykke ud, men fordi han var Kumo nøjedes han med at smile svagt. Han havde den karakteristiske følelse af at blive kørt rundt i en rutchebane, uden selv at bestemme farten - Og destinationen. Hvis det havde været en normal aften ville han muligvis have taget Juugaya i hånden og set ham dybt i øjnene, men det var sådan noget han gjorde med tilfældige fyre han mødte. Juugaya var ikke tilfældig eller ligemeget!
Kort overvejede han at lave sit atelier om til et værelse så han kunne bo der, så de kunne bo der sammen! Men han levede nærmest af de penge han tjente på sine malerier og tegninger, og så elskede han det... Kumo havde utallige malerier af Juugaya, nogen mere vellignende end andre. Alligevel var han sikker på at 'originalen' var kønnest.
"Virkelig..? Det ville være.." Kumo ledte efter ordet, han måtte bare sige noget der ikke lød som om han bare ville slæbe ham hjem på sit værelse og voldtage ham "Skønt"

[Juugaya]

Juugaya smilede. Fint, valg taget; Find et sted at bo i Tokyo... Of få gerne en uddannelse eller et job. Han var ellers ikke særlig god til det med jobs og sådan. Han havde talenter, men de lå inden for at bruge hans stemme og overtale folk og den slags. Analysere mennesker og alt sådan noget pjat som mange mente man ikke kunne bruge til noget. Det kunne man næsten heller ikke med Juugaya's karakterer der langt fra var i toppen af alle fag i skolen.
Han slog tankerne ud af hovedet og kiggede på Kumo: "Det er jeg glad for at du synes!... Hvad laver du egdentlig nu? Man kan nødig bo i Tokyo uden at tjene den mindste smule penge."
Han var glad for at det så ud til at de kunne holde en samtale igang, at han vidste han sikkert ville skifte emnet utallige gange faldt ham ligemeget. Han havde brug for at snakke, de havde trods alt ikke haft kontakt i 3 år! Gud ved hvor langt Kumo var noget i forhold til ham. I højden var han ihvertfald noget langt, ifølge Juugaya's mening. Kumo havde aldrig været lav, men nu var der kommet mere forskel i de to venner's højde end der nogensinde før havde været.

[Kumo]

Kumo smilede tilbage. Han var taknemmelig for at Juugaya kunne blive ved med at snakke om den samme ting i hundrede år, hvor han derimod havde svært ved at komme frem med sin mening. Også det at stå frem som bøsse havde været svært for ham. Det var sket mens de ikke havde set hinanden, og han var næsten sikker på at Juugaya ville syntes det var noget nær komisk.. Kumo havde altid været vild med drenge (og deres anatomi *hostehost*) og Juugaya havde godt fået det at vide. De vidste noget nær alt om hinanden. Og det de ikke vidste ville de hurtigt få indhentet.
"Jeg maler.. Og tegner. Jeg studere kultur og kunst på universitetet" Kumo's dybe stemme var rolig. Sjovt nok havde den aldrig været særlig anderledes, bare en lille smule lysere som barn. Han virkede ældre end han var, og brillerne og det for det meste fjerne udtryk, fik ham til at se endnu mere erfaren. Ikke at han lignede en gammel mand, han var smuk, decideret smuk, men han lignede en der vidste så meget. Alt for lidt godt og alt for meget dårligt.
"Jeg laver af nogen tilskud og det jeg sælger" Kumo lagde hovedet lidt på skrå, ubevidst, og smilede videre.

[Juugaya]

Juugaya nikkede. Historie kendte han kun de dele der intresserede ham, resten var for ham bare en tom skygge. Men kunst kunne han relatere til. Han vidste ikke noget om opbygning af billeder og den slags, men han vidste hvordan de skulle se ud for at hun kunne nyde at se dem. "Interessant! Det undre mig overhovedet ikke at du endte på den slags uddannelse... Nogen gange burde man bare sidde og misunde dig dine talente for den slags!" sagde han med et skævt grin og en frisk stemme. Han vidste at han aldrig selv ville blive nær så god som Kumo på den slags. Han havde det bedst med bare at kigge og filosofere over et eller andet ligegyldigt, som f.ek. om fuglen havde brugt den positive tiltræknings-kræft til at lærer at flyve? Han vidste det var ulogisk, men det skulle jo ikke forhindre det i at være sandt!
Han sukkede lavmælt og tog en lille tår af det glas med vand der stod foran ham. Han havde lyst til at bede Kumo give ham en film over hvad vennen havde lavet de sidste tre år, og dog vidste han at det var umuligt. Han overvejede et øjeblik hvor mange timer han ikke havde sovet, da han undetrykte et gab.

[Kumo]

Kumo strøg noget hår om bag øret, som om det var et forsøg på at flirte. Det var det overhovedet ikke, han mente selv at det med at gøre sig til overfor andre bare endte i skuffelsen. Han kunne ikke lade være med at rødme svagt over Juugaya's ros, men han vidste godt selv at han var god til at male. Aldrig havde nogen fortalt ham hvordan han skulle gøre, og lige netop dét var godt. Ellers ville han bare blive en tilfældig kunstner fra storbyen.
Modsat Juugaya var han pligtopfyldende, han fik gode karakterer, men det var nok også fordi det interreserede ham så meget..
"Nej, jeg er altså ikke så fantastisk.. De andre på studiet er meget bedre" Kumo bed sig i tungen, det lød så uendelig falsk. Men han hadede virkelig, virkelig virkelig, at rose sig selv.
For ligesom at vise at nu skulle de skifte emne, rettede han sig op og så Juugaya direkte i øjnene "Hvad vil du lave her?" Kumo betragtede ham tage glasset op til munden, betragtede hans hals mens han drak, hans læber, hage og kæber.
//Frys - Nu skal vi sove, Mitch ^_____^