How lucky I am to know you..

[Juugaya]

//Smelt - Nu skal vi vågne ^^
Juugaya sad lidt og tænkte sig om. Han vidste ikke hvad han ville. Han havde valget med at se om han, med sine ynkelige karakterer, kunne komme en på en psykologisk uddannelse og ellers måtte man nok mere over i underholdningsbranchen for at finde noget der kunne optage ham. Han huskede med rædsels ine gamle samtaler med en studievejleder. Studievejlederen havde sagt at hans karakterer ikke førte til meget mere end jobs hos restauranter, bare og den slags. Selv havde Juugaya altid haft lyst til at være en form for psykolog, ellers havde han ikke noget imod skuespil, som han også havde et talent for at spille.
"Jeg må se om jeg kan komme ind på en uddannelse jeg gerne vil," sagde han og træk på skuldrene, blikket rettet mod kanten af bordet, "ellers må vi jo bare se hvad der sker!"
Han håbede at Kumo gad jeg hjælpe ham med hele den her flytte-ting. Selv var sidste gang han havde flyttet da han var 11. Han var forældreløs og lige fået en ny plejefamilie i en knap så stor by uden for Tokyo. De første 3-4 dage havde været helvede, han havde meget akavede samtaler med plejeforældrene og prøvede at vænne sig til alt det nye. Hans plejeforældre var ellers rigtig flinke, nok nogen af de sødeste mennesker han havde mødt, men det krævede stadig en del af vænne sig til dem. Hans værelse tog det ingen tid at vænne sig til, det var stort og han havde fået lov til at få alle sine ejendele med, så han frit kunne udsmykke det. Det var mandagen efetr de par dage at han mødte Kumo.

[Kumo]

Kumo nød at betragte vennen. Han syntes altid at man kunne lære meget om folk ved at se på dem, ligesom at man kunne læse en del i blikket ".. Vil du stadigvæk gerne være noget med psykologi? For så syntes jeg du skal søge ind på det.." Han smilede forsigtigt, velvidende om at det nok ville blive svært for Juugaya overhovedet at komme ind på uddannelsen. Og her de sidste år var flere og flere blevet interesserede i at blive psykologer. Derefter kom al besværet med at få råd til at bo der. Selv havde Kumo fået en slags studietilskud i starten, men nu, da han var begyndt at tjene flere penge var tilskuddene stoppet med at komme.
En venlig, mørklødet tjener kom hen til dem og afleverede et par spisekort til dem, uden en lyd. Kumo smilede venligt, en smule falsk, og begyndte at søge blandt retterne for noget han kunne finde på at spise. Præcis som en lille teenage-pige ville han helst have en salat og da han havde fundet ud af hvad han ville have så han opfordrende op på Juugaya, dog stadigvæk uden at sige noget.
Tjeneren var gået tilbage, men han ville nok komme tilbage om fem minutters tid, så Juugaya, der altid havde svært ved at bestemme, sig måtte hellere skynde sig. Kumo's erfaring var at ellers kunne han bruge timer på det, diskuttion frem og tilbage, med sig selv!
"Har du fundet ud af hvad du vil have.." Kumo lagde spisekortet fra sig, med et lille suk. Han måtte lige sige noget, sådan at de kunne komme videre, for resten af aftenen kunne de ikke bruge på at snakke om uddannelser!
Kumo håbede selv at de kunne opnå den tæthed de havde haft før.. Ellers.. Han turde ikke tænke på at han bare ville blive hevet ned i det mørke og ukendte igen, uden nogen støtte. Kumo var en af de typer der havde let ved at udvikle en depression, specielt fordi han nærmest altid var lidt melankolsk og selvmedlidende..

[Juugaya]

"Nej, jeg har ikke valgt. Og ja, jeg vil stadig gerne være noget med psykologi," svarede Juugaya kort, imens han studerede menukortet. Der var indtil flere retter han gerne ville have. Han havde altid det problem, og sad nu og overvejede en vegetar-pizza eller en eller anden form for lasagne. Han havde ikke smagt nogen af delene i lang tid. Til sidst sad han og lavede ærle-perle-pif-paf-puf på hvilken en han skulle have. Legen sagde lasagne, men så ville han hellere have vegetar-pizza.
"Vegetar-pizza!" sagde han højt med et stort smil plastret på læberne. Hver et valg var en sejr. Normalt lod han bare folk vælge for sig, det var nemmere. Men nogen gange skulle han jo også selv gøre det.
Han tænkte lidt på hvad han nu skulle sige. Håbede på at samtalen ville køre. Med støvlerne sparkede han lidt på stolebenene og hvad der nu ellers var inden for rækkevide af hans fødder. En dårlig vane han havde når han begyndte at blive nervøs. Så satte han albuerne på bordet og lod hovedet hvile blidt på knoerne, der vendte ind mod hinanden. Han studerede intresseret Kumo. Han havde ændret sig siden de sidst havde set hinanden, det var tydeligt, men man kunne stadig nemt se den gamle Kumo ved første blik man lagde på ham. Juugaya vidste ikke længere hvor meget han selv mindede om sit gamle jeg. Hans lyst til altid gøre noget ud af sig selv var i hvert fald ikke forsvundet!

[Kumo]

Kumo sendte Juugaya et lidt mere skævt smil, alligevel lurede nervøsiteten lige under overfladen. Åh gud, han kunne ikke lade være med at tænke på hvad der ville ske hvis Juugaya flyttede til byen. De kunne bo i nærheden af hinanden, se hinanden hver eneste dag, som tidligere, og hvis en af dem blev i dårligt humør kunne de flytte ind hos hinanden som støtte.. Han var lige ved at få kvalme af at undertrykke glædesfølelsen. Kumo trak sine ærmer lidt længere ned af armen, skjorten var hvid og ny vasket, men stadigvæk krøllet. Han havde mørke jeans ud, der så slidte ud. Han lod øjnene glide op og ned over Juugaya's spinkle krop, det undrede ham ikke specielt at han gik i det tøj. Selv gjorde han ikke specielt meget ud af hans tøj, og denne skødesløshed klædte ham også. Under alle omstændigheder kunne han aldrig finde på direkte at 'skifte stil'.
Tjeneren, nu en lille mørkhåret tøs, kom hen til dem, og stod parat med sin lille blok og en kuglepen "En vegetar-pizza og.." Hun så venligt stemt på Kumo og han smilede svagt tilbage "En salat nr. 17" Brunetten tog deres spisekort og pilede så tilbage til køkkenet, hvor kokken så begyndte at lave maden lidt efter. Eftersom det var ret sent om aftenen var der ikke mange andre gæster og de kunne snakke nogenlunde i fred, uden at være nervøse for om andre overhørte deres samtaler..
"Hvad har du lavet.. I de her år" Kumo så ned i bordpladen. I starten havde han haft det dårligt over at være flyttet fra Juugaya, så var der kommet en periode hvor han helt havde benægtet at han savnede ham, og tilsidst, og indtil igår eftermiddags, havde han bare savnet Juugaya forfærdeligt...

[Juugaya]

"Faktisk det samme som ingen ting, ihertfald det sidste 1½ år. Den første tid gik jeg stadig i skole, så droppede jeg ud efter 10. og efter det har jeg holdt et fri-år. Bare været sammen med folk jeg kender og underholdt mig selv det meste af tiden!" sagde Juugaya. Han havde haft det dødkedeligt i noget der lignede et år, resten af tiden han nogenlunde kunne få til at gå. Men byen var ikke den samme uden Kumo. Han talte dog stadig en gang imellem med Kumo's forældre som han var gansk gode venner med, så han havde fået lidt opdateringer fra hvordan det gik Kumo i Tokyo.
For Juugaya var den en hård tanke at skulle flytte hjemmefra. Han led sjældent af hjemve og den slags, men han kunne bare ikke lide forandringer. Han var altid bange for at der kom konsekvenser han ikke kunne klare. Som f.ek. da han havde opdaget sin seksualitet låste han sig inde på sit værelse i en uge, og nægtede at komme ud. Grunden havde vist været noget med at han ikke ville blive forelsket.
"Men hvad har du lavet i så lang tid?" spurgte han så med sit svar-ellers-skal-jeg-nok sørge-for-at-der-kommer-konsekvenser blik. Han elskede at true folk med blikke, ihvertfald skjulte det altid hans frygt og nervøsitet for noget, og det havde han virkelig brug for lige nu. Han prøvede at huske tilbage til den gang ham og Kumo første gang havde mødt hinanden. Noget der på sin vis var sløret i hans hukommelse, og stadig så klart.

[Kumo]

Et bredt smil brød frem på Kumo's læber og han så faktisk helt glad ud "Fri-år.. Det lyder.. Som om du har haft svært ved at få tiden til at gå" Han så ned i bordet, prøvede at beherske sit smil, og strøg en tjavs hår om bag øret. For at være helt ærlig så var der en tanke der irriterede ham, men optog ham helt vildt. Om Juugaya havde kommet sammen med nogen..
Selv havde Kumo jo prøvet sig frem med adskillige fyre, (det lyder bare så vulgært _ _; men han var aldrig rigtig blevet forelsket. Det havde været et koldt skuespil. Spil for galleriet.
Han så tænksomt ud af vindue, skråt bag Juugaya og tøvede let, inden han svarede "Jeg.. Først brugte jeg et år på at tjene penge sammen til at komme ind på studiet. Så kom jeg ind, og så brugte jeg tid på at male og prøve at sælge mine malerier.." En masse meningsløse ting.. Slog det Kumo. Han fandt alt det han havde foretaget sig de seneste år meningsløse.. Gad vide om Juugaya havde haft det på samme måde? Malerierne og tegningerne var noget af det eneste han havde værdsat i disse år.. Og så de få mandlige indslag af forskellige kærester der havde boet hos ham. Den eneste grund til at han ikke også bare opgav dét, var at han trods alt gerne ville have selskab. Om det så bare var en eller anden motorcykel-sej-dreng-bøsse.

[Juugaya]

Juugaya nikkede: "Det lyder da som om dit liv kører, hva'?" Han vidste at selv var han altid bagud. Han var sjældent den bedste, og kunne aldrig holde sig til dydens vej bare en enkelt gang. Han ville altid have at tingene var mere udfordrende. Det havde gået lidt galt med ham i folkeskolen en enkelt gang. Noget med en brækket arm, men det var en anden historie.
Pludselig kom en tjener gående med deres bestilling. Juugaya smilede og sagde et lavt 'tak', da tjeneren stillede pizza'en foran ham. Han skar et stykke ud og begyndte at tygge lidt på det. Han overvejde hvordan han skulle forsætte samtalen. Han vidste ikke om det var tid til at skifte emne, og lod det også helst op til Kumo at bestemme. Et øjeblik tænkte han på Kumo i forhold til de drenge han havde datet i løbet af de sidste par år. De havde alle sammen været nogle sportsidioter, udstøtte eller på anden måde folk uden hjerne. Damn! Stop det, Gaya! Han er din ven for Guds skyld om du vil mere eller ej, er han din ven. Din bedste ven, faktisk! Tag dig sammen, tænkte han og sparkede sig selv over benet. Han kom pludselig i tanke om hvor tunge hans støvler, da de havde sparket ham. Han kom med en klagende lyd, der mest af alt lød som noget fra en hundehvalp der lige var blevet sparket til.

[Kumo]

Kumo trak på skuldrene. Han var i tvivl om det bare var ham selv der opfattede det sådan, men det lød nærmest anklagende fra Juugaya. Som om han syntes det var tåbeligt. Han dukkede sig ubevidst lidt, sank mere sammen og bed sig i kinden "Det går.. Okay"
Han kørte en hånd igennem sit hår og rettede på det igen, uden selv at lægge mærke til det. Da tjeneren kom med deres mad, var han lige ved at sukke af bar taknemmelighed. Når først man spiste behøvede man ikek koncentrere sig forfærdelig meget om at holde en samtale igang! Kumo hævede spørgende øjenbrynene da Juugaya udstødte en lille irriteret lyd og smilede så, forsigtigt. På grænsen til det falske. Åh gud, hvor var det langt ude hvis de skulle sidde og smile falsk til hinanden hele aftenen og være åh-så-gode venner og snakke om maden osv.?! Han besluttede sig for selv at gøre noget ved det, mens han spiste, og efter en halv times gumlen, da han kun var halvt igennem sin salat lagde han bestikket fra sig og så op på Juugaya "Hvordan har du det.. Egentlig."
Kumo sank, han var ret bange for hvordan Juugaya ville tage det spørgsmål. Han håbede at han havde fundet en genvej til deres tidligere venskab, måden de snakkede sammen på.

[Juugaya]

Juugaya sukkede: "Jeg gætter på du vil have et oprigtigt svar? Jeg har dte fint, bortset fra jeg ikke synes jeg kan flygte fra den dér følelse af at være betydningsløs på alle måder. At jeg ikke er til nytte. Ved du hvad jeg mener?"
Han kiggede Kumo ind i øjnene. Han håbede at hans gamle ven var klar til at åbne sig. Han ville ikke være i samtale som trance-menneske hele aftenen. Hans følelser var alt for slidte til den slags. Det havde krævet al hans selv disciplin at skrive til Kumo om at de skulle mødes. Han var ikke vant til at skulle tage intiativ til noget som helst. Han plejede bare at gøre det der faldt ham ind. Men at komme i kontakt med Kumo var noget andet. Kumo var ikke nogen tilfældig ting han kunne lege med. Kumo var den person han skulle stole på, og være glad sammen med. Det var jo meningen med det hele, ik'?
Han huskede et øjeblik førset gang han havde set Kumo. Det var hans første dag på den nye skole, og hans synes han kunne mærke nogens blik på ham. Ikke så mærkeligt nå man er ny. Juugaya havde så vent sig om og fået øje på en pænt høj dreng på hans egen alder, eller måske lidt ældre, der kiggede på ham. Han havde holdt øjenkontakt med drengen nogen sekunder, før drengen slog blikket ne dog vente tilbage til samtalen med sin klassekammerater.

[Kumo]

"Betydningsløs..?" Kumo havde det kort som om al luft blev slået ud af ham. Betydningsløs.. Det var noget af det sidste han ville sige om Juugaya. Alligevel havde han det selv sådan. Livet gik bare videre, uden at opdage ham. Han vidste ikke hvad han ville, han vidste ikke noget som helst?! Dybt frustrerende... "Det tror jeg.." Kumo nikkede langsomt og blev ved med at se på Juugaya, han prøvede at regne ham ud. Måske kunne han lære at forstå ham igen..? Eller forstod han ham i grunden ikke stadigvæk. Der var vel grænser for hvor meget en person kunne forandre sig..
Et væld af episoder strøg igennem hans hovede, fik ham til at tænke på Juugaya og hans forhold, da de var mindre. Det var tættere end almindelige drenges på deres alder, men de var aldrig blevet beskyldt for at være bøsser eller sådan noget i den retning. De beskyttede hinanden mod fremmede, i det hele taget holdt de godt sammen. Kumo og Juugaya.

[Juugaya]

Juugaya nikkede: "Godt... Som om jorden bare drejer rundt, men du kommer ikke med?"
Juugaya var glad for at samtalen var kommer mere igang. Han vidste at han ikke skulle regne med at få Kumo til at sludre på livet løs. Han selv, havde altid været den mest sanksalige af de to, men desværre lige så god til at skjule sine problemer. Når han ikke ville snakke lukkede han bare verden ude og gemte sig bag sin smiledne facade. Han havde haft nok dårlige oplevelser til at tænke på det som den bedste udvej. Dog vidste Juugaya også at han ikke burde gøre det for Kumo, der før havde set lige igennem det, for han skulle jo tale med en eller anden om det.
Af en eller anden grund irriterede det ham, at det altid var ham der spurgte efter Kumo's hjælp. Han var altid den svage, den lille, den uerfarne og alt muligt andet. Nogen gange havde han lyst til at have en form for kikkert, hvor han bare kunne se lige igennem skjoldet på folk. Vide hvad de mente om ham, og de ting han gjorde. Men sådan var virkeligheden jo desværre ikke. Langt fra.
Juugaya sukkede lidt og begyndte at lade en finger kører rundt på kanten af glasset med vin der stod foran ham.

[Kumo]

"Og du ved ikke hvad du skal.. Alle andre kommer videre, som om de har styr på alting, mens du bare sidder tilbage og ikke ved hvad du skal stille op" Kumo blev næsten overrasket over sig selv, og alle de ord der kom af hans mund. Det undrede ham lidt at han lige pludselig bare kunne tale, men det gjorde ham samtidig glad. Der var faktisk en chance for at Juugaya og han kunne blive gode venner igen. Han tog en slurk vand og satte så glasset ned, med blikket langt væk. Det var normalt meget svært for ham at snakke, men lige netop Juugaya kunne få ham til at åbne sig og bare lukke sine tanker ud. Ellers kunne han bruge lang tid på at finde ud af om det var 'korrekt', det han ville sige, og når han snakkede tæt med andre, var det jo ikke fordi de skulle høre hvor god han var til at formulere sig. Det var fordi han havde noget at sige. Kumo lukkede øjnene og sukkede lavt "Det er så besværligt.. Altsammen." Han åbnede øjnene igen og søgte efter Juugaya's blik.

[Juugaya]

Juugaya så Kumo i øjnene og nikkede. Han kunne umuligt være mere enig. Han lod et blik glide ned på sin mobil, der lå i lommen. Det var nær lukketid for restauranten: "Jeg tror vi må betale nu. Skal vi ikke forsætte samtalen et andet sted?"
Hurtigt fik de regningen. Den var ikke forfærdeligt dyr, men nu var det heller ikke penge han selv osede i, så det gjorde ikke noget. Kumo betalte, trods de maneg protester der kom fra Juugaya's side. Efter rejset han sig og trak stolen ud. Han lod blikket glide hurtigt rundt i restauranten. De fleste tjenere stod næsten og halv-sov et eller andet sted. Bortset fra et par stykker der stod med ret ryg og et stort smil. Sikkert dem der gik efter at blive månedens medarbejder. Juugaya lagde også mærke til, at bortse fra ham og Kumo, var der kun få tilbage på restauranten. Et halc-gammelt ægtepar, nogle venne-par og så var der i hjørnet nogle rige herre der vist nok snakkede om deres vigtige arbejde. Med selvsikre gik han hen mod stumptjeneren og tog sin frakke. Den var lang, brun og med et hel del snøre og lommer til opbevaring af alverdens ting. Han tog den på og kiggede så spørgende over mod Kumo med et smil, som for at spørge om han var klar til at gå.

[Kumo]

Kumo fulgte efter, noget roligere. Han var altid mere eftertænksom og på grænsen til at være langsom, end Juugaya. Han havde ikke nogen jakke på, bare sin skjorte halskæden. Udover det havde han et læderarmbånd, noget han havde fået engang Juugaya. Det havde han haft på ligesiden de var skildtes sidst, undtagen når han var i bad. Kumo så ikke rundt i restauranten, han brød sig ikke om når folk stirrede på ham og så derfor heller ikke på andre end dem han snakkede med, og ting lig det. "Hvor skal vi tage hen.." Heldigvis var det mørkt, for Kumo var rødmet betydeligt. Det lød så.. Som om at nu var det formelle ovre og NU kunne de godt tage at komme hjem og....... Det var absolut ikke det han ville frem til. Han ville gerne have Juugaya med hjem, så de kunne snakkede bedre, i ro. Men så var der jo Yun. Han ville flippe skråt hvis Kumo ligefrem hev en anden dreng med hjem?! Desuden ville Juugaya garanteret opdage alle de malerier Kumo havde malet af ham, og påstået overfor Yun at det 'bare var en tilfældig fyr' han havde malet.

[Juugaya]

Juugaya trak på skuldrene: "En park, en bar, mit hotelværelse, et eller andet! Bare et sted med en lille smule stilhed! Medmindre du vil med ud at danse?"
Det sidste var mest ment som en udfording. Juugaya vidste at Kumo ikke var glad for at skulle gå på diskotek midt om natten, selv var Juugaya vild med det! Han følte han var et midtounkt nrå han dansede. Han kunne mærke folk kiggede. Noget han nød meget. Ikke fordi de ikke kiggede normalt. Lilla og hvidt hår var ikke lige noget folk overså. De fleste af ahsn one-nigth-stand's havde han fået ved at gå på diskotek. Han havde kun haft halv-fast kæreste 2 gange. Den første var skam en meget flink fyr, men han blev senere forelsket i en tøs. Så væk med ham. Den anden havde Juugaya taget som en udfordring. Fyren havde haft et helvedes temprament og var meget voldsom, så de endte med at slås fordi de aldrig kunne blive enige om noget, hvilket de fleste gange endte galt for Juugaya fordi han var fysisk underlegen.
Juugaya rystede på hovedet og skuttede sig. Det var fandens koldt om natten, i forhold til hvd han var vant til. Han ville næsten gøre alt for et par vanter. Han valgte bare at stikke hænderne i lommerne. Han kiggede op på Kumo med de sine halv-åbne, dovne aqua øjne. Vidste ikke hvad han nu skulle gøre.