|
|
Post by Yutaka on Dec 23, 2007 23:04:48 GMT 2
Yutaka ser op på sin søster.. "nej.. nej.. kom nu.. ikke græde.."
siger han stille.. han sætter sig ved siden af hende og ligger
armende om hende.. "det var mig der ikke var hjemme den
aften.. du har intet med det af gøre.." siger han helt stille
hviskende.. han holder meget beskytende om sin søster.. han
har altid taget sig så godt af dem som han kunne, skønt han altid
selv havde problemer..
|
|
|
|
Post by Zondra on Dec 23, 2007 23:08:52 GMT 2
Hun ryster på hovedet og græder endnu mere..
"Det er ikk far.."
Hun gemmer sit ansigt.
"Det er mig der har slået ham.. Jeg sværger at det uikk var med vilje. Hvis jeg kunne tage det i mig igen, ville jeg gøre det."
Hun er fuldstændig grædefærdig over at have gjort det og fordi at hun ved at Taka kommer til at hade hende for det.
|
|
|
|
Post by Kazumetzu on Dec 23, 2007 23:14:51 GMT 2
Kazumetzu mumler noget lavt.. i søvne; "...Ikke.... gå...." meget lavt og med brynene svagt sænkede, inden han drejer hovedet lidt til den anden side end hvor det var, slår så øjnene langsomt op, hvor han stirrer op i den mørke himmel, som er spottet let til af lys fra forskellige diodelamper.
"...Hmuhmmm?"
|
|
|
|
Post by Yutaka on Dec 23, 2007 23:20:17 GMT 2
Et raserig kommer op i Yutaka og han tag utrolig hårdt fast i
Zon's ene hånd led og klemmer til - hun vil nok ende med et blåt
mærke som viser Yutaka's hånd.. "hivs du.. nogen sinde.. rør
Metzu på den måde igen.. så er du ikke i sikkerhed, som så du
flygter til et andet land.." væsser hen koldt.. dog reagere hen
ikke nær så voldsomt, som han gjorde da det var deres far.. ham
trugede han disideret på livet.. og han havde også været tæt på
at tag deres fars liv.. flere gange..
|
|
|
|
Post by Zondra on Dec 23, 2007 23:22:28 GMT 2
Hun kan ikk lade være med at græde..
"Det var ikk meningen.. Undskyld.."
Hun prøver at komme fri..
"Slip mig Taka.. Det gør ondt"
|
|
|
|
Post by Kazumetzu on Dec 23, 2007 23:24:24 GMT 2
"uhm.." Kazumetzu sætter sig sløvt op, gnider sine øjne og ser lettere omtumlet på sine ældre søskene.
"... Hvad... laver du..?" spørger han dæmpet, henvendt til Yutaka.
Han ser på Zondras håndled.. mærker sine øjne blive blanke... Yutaka skader Zondra?!!
|
|
|
|
Post by Yutaka on Dec 23, 2007 23:27:57 GMT 2
Yutaka slipper først da hun kan se at Metzu gnider sine
øjne.. "han er vågen nu.." siger han koldt til Zon og sender
hende virkelig et blik, som fortæller at hvis hun gør hans bror
noget som helt.. så vil hun komme meget tilskade.. han rejser sig
og begynder stille at gå.. han knuger sine hænder sammen som
enlig ryster en smugle.. man vil ikke kunne se det på hans gang,
men han har virkelig ondt.. han fatter ikke selv at han lige har
holdt så hårdt fast i Zon.. han elsker hende jo utrolig højt..
|
|
|
|
Post by Zondra on Dec 23, 2007 23:30:43 GMT 2
Hun reagere ikk på andet end at hun får sin hånd tilbage, som hun hurtigt trækker ind til sig.
Ikk engang lyden af Metzus stemme får hende til at stoppe med at græde.
Hun ved gædt det er hendes egen fejl, men når det nu ikk var meningen
|
|
|
|
Post by Kazumetzu on Dec 23, 2007 23:33:20 GMT 2
Kazumetzu ser på Zondra.. hun græder.. så hen på Yutaka.
Han rejser sig op, trækker en handske af og kyler den efter Yutaka, så den rammer ham i nakken.
"Du skal ikke bare skride når du får hende til at græde!" råber han efter, inden hans ben kolapser under ham, så han sætter sig med et bump ned på jorden.. katapleksisk anffald
|
|
|
|
Post by Yutaka on Dec 23, 2007 23:39:11 GMT 2
Yutaka stopper op og vender sig mod Metzu da han får hansken i
nakken.. Yutaka kan nærmest mærke smærten fra den gang han
blev skudt i skulderen, men denne gang var det i hans hjerte..
han prøvede virkelig at passe på sin familie, men de hadder ham
jo alle sammen.. det at Metzu falder sammen gør at Yutaka er
tæt på at løbe hen og hjælpe ham op.. men han ken ikke.. Metzu
elsker Zonda højere og det er forståeligt.. lille frøken perfekt..
mor og fars lille pige.. og Metzu.. mors lille dreng.. hvad var
Yutaka.. ikke en skid.. han øddelægger jo det hele, eller det føler
han.. han ser ned i jorden, før han vender ryggen til dem og
begynder at gå.. han får blanke øjne og derfor finder han sine
solbriller frem og tag dem på..
|
|
|
|
Post by Zondra on Dec 23, 2007 23:46:28 GMT 2
Hun sørge for at Metzu sidder på bænken og vender sig mod Taka.
"Du går ingen steder"
Råber hun af ham og løber hen til ham.
"Hvad tror du lige du har gang i? Tror du virkelig at det var meningen at jeg slå ham, så kender du mig åbenbart ikk alligevel."
Hun hiver solbrillerne af ham, så hun kan se ham i øjnene.
Hendes hånd gør ondt og den er helt blå. Hun kan ikk mærke andet end smerte.
Tårene løber ned af hendes kinder og hele hendes krop ryster af angst for at hun kommer til at slå ham og fortrydelse.
|
|
|
|
Post by Kazumetzu on Dec 23, 2007 23:49:43 GMT 2
Kazumetzu ser efter dem begge, rynker brynene og rejser sig igen, da anfaldet er ovre i benene..
Han trasker hen, samler posen op og går tilbage på bænket... nervøst fisker han en af pakkerne op.. mærker lidt på den og...
Ja... den er i stykker.
"... Neiijh!" piver han lavt for sig selv, og tørrer sine øjne i ærmet...
Hvorfor går det nu i stykker?!! Tænker han halvfortvivlet...
|
|
|
|
Post by Yutaka on Dec 23, 2007 23:53:16 GMT 2
Han ser blot væk da Zondra hiver solbrillerne af ham.. han har
virkelig ondt lige nu.. han kan mærke hvor tæt han enlig er på at
slå hende, men.. hun er hans søster og han elsker hende for
højt, alt for højt og det sammen med Metzu.. han kan ikke skade
dem.. han kommer til at se på Zondra's håndled.. og indser.. at
det har han lige gjordt.. hans øjne er blanke og han ser ikke på
Zondra.. han kan ikke.. det gør for ondt.. "gå nu bare.. tilbage til
Metzu og pas på ham.." mumler han ganske stille, mens stor
vrede i sin stemme.. han begynder stille at gå uden om hende..
han kan ikke mere!!
|
|
|
|
Post by Zondra on Dec 23, 2007 23:55:26 GMT 2
"Taka"
Hun springer grædene om hans ryg med armene om hans mave.
"Jeg elsker dig"
|
|
|
|
Post by Kazumetzu on Dec 24, 2007 0:00:52 GMT 2
Kazumetzu ser på gaven... den til Chiaki.. ødelagt..
Han rejser sig op.. stadig gør hans ankel ondt fra i går, men han kan godt gå på den.
".... Neij..." han snøfter lidt, putter gaven i posen og begynder stille at gå tilbage den samme vej som han kom fra.
.... Jeg kan jo ikke købe en ny gave til ham nu.. det er for sent..
|
|
