En bænk ved et smukt, japanskt kirsebærtræ.

[Kazumetzu]

Kazumetzu smiler en lille smule.
"Tja... nogle folk er bare... latterlige.." han ser lidt ned.

[Chiaki]

Chiaki nikker sammenstemmende.
"det har du ret i.."
han ser op på den mørkelagte himmel.
selv nogle stjerner er fremme.
"Skal vi se at komme hjem?"

[Kazumetzu]

Kazumetzu ser lidt på Chiaki, inden han nikker.
"Jo.. det... er helt fint med mig... her er også koldt.." siger han lidt overvejende

[Chiaki]

"Uhm." Chiaki nikker.
"Så lad os gå." han tager ham hurtigt i hånden inden de går hjem ad.
//out.

[Yamapi]

Jeg sad på bænken, lænet op af træet mens jeg nød aftenes stilhed, og vindens susen. jeg smilede stille for mig selv. jeg havde brug for at sidde væk fra alle andre, da jeg næsten først nu havde forladt hospitalet, efter at have set til Yusu. Da jeg kom i tanke om ha gav det et stik i hjertet. jeg tog min til det og knugege hårdt min hånd om den sorte t-shirt med ryken pring og et knust hjerte på. min trøje havde jeg lodet ligge hos Yusu, hvis han nu skulle vågne. men det var jo bare en drøm jg havde i mit hovede.

[Nate]

Jeg nynnede svagt for mig selv, mens jeg traskede hen ad parkens asfalt. Det var en køn aften, stadig lyst udenfor, alle mine pligter var overstået, og jeg havde ikke kunne finde på andet end at gå en tur. Min plan havde egentlig været at finde et roligt sted og så sætte mig at læse - jeg havde mit nuværende læsestof med i den sorte taske, der hang henover skulderen - men noget tydede på, at det ikke ville blive sådan. Der var for meget fuglesang og for mange andre lyde, der forstyrrede sindet.
I hånden havde jeg en paraply; det var en smuk en, helt grå og med sorte og hvide streger flettet ind over hinanden i et abstrakt mønster. Den var personlig og samtidigt diskret, og den gled i ét med aftenskumringen. Jeg sukkede let. Regnen havde ikke været der for noget tid nu, men der startede sikkert endnu en byge om lidt.

[Yamapi]

da jeg hørte skridt så jeg forhåbnigs fuldt hen imod den. i mit eget hovede sagde det at det var Yusu som var vågnet. "Yusu!" råbte jeg og smilede varmt, mens jeg vinkede.
men da jeg kunne se skikkelsen bedre forsvandt mit smil, og et sørgmodigt ansigt var tilbage. jeg sænkede stille hånden og så ned. jeg bed mig let i læben uden at sige noget. jeg så op i himlen igen og sukkede opgivende. jeg mærkede noget drybbe ned oppe fra himlen. endnu en byge? det måtte det sikkert være.

[Nate]

Min pande rynkedes let da en fremmed tiltalte mig, som om vi var... ja, ikke fremmede, men bekendte. Yusu - nah, det måtte være en misforståelse, så udskejende kaldenavne havde jeg godt nok aldrig haft.
Jeg lod paraplyens stand hvile mod skulderen, mens jeg skuttede mig lidt i kulden. Ikke at det ligefrem var koldt, men solen var trods alt næsten gået ned, og gadelygterne udgjorde det mest brugbare lys.
,,Undskyld mig?" spurgte jeg i en prøvende, høflig tone, da jeg nåede nærmere den anden. Han viste sig at være en ung dreng, måske et par år yngre end jeg, men med en kantet, stadig lys stemme. Tænk at løbe ind på sådan nogle på denne tid af aftenen, hvor heldet var opbrugt for de fleste.

[Yamapi]

"undskyld. jeg må have forvækslet dig med en anden.." mumlede jeg stille og så ned.
jeg bed mig let i læben og så væk igen. jeg skuttede mig let i kulden da en kølig vind tog fat. jeg sad jo kun i t-shirt og et par lange bukser. men de varmede jo ikke rigtig mine arme. stille sukkede jeg tungt og lod min hånd glide gennem mit hår, mens jeg skævede over på den fremmede igen.
At jeg kunne have været så dum og tro og håbe at det var Yusu. jeg måtte snart til at vågne op fra mine egen verden.

[Nate]

,,Hnn," svarede jeg bare, mens jeg betragtede ham, ,,mit navn er ellers Nate."
Et øjeblik stod jeg med vægten lige placeret på hvert ben, mens jeg studerede hans rødlige hår, der mest af alt så mørkebrunt ud i den svage belysning. Hans fremtoning var nedslået, som om, ja: at et eller andet havde slået ham ned. Nok mentalt, selvom han heller ikke virkede så stærk, men det var selvfølgelig svært at sige.

[Yamapi]

jeg sukkede stille. "Yamapi Yuu Yutaka." sagde jeg roligt og så væk. jeg bed mig let i læben og lukkede øjnene.
Nii-san.. wake up.. the days are so hard to come through.. i beg you.. tænkte jeg stille og knugede hårdt min hånd om min t-shirt i venstre side, der hvor hjertet sidder. jeg sagde ikke mere. så heller ikke på Nate. så bare væk mens jeg bed mig let i læben.

[Nate]

,,Så, Yamapi.." begyndte jeg, mens jeg lod foden kradse let i jorden. Jeg havde glemt, at der ikke var noget grus, så det lød ikke som planlagt og var mest bare en ubehagelig skraben.
Yamapi ... hnn.
,,.. hvad laver du herude, på det her tidspunkt?"
Jeg hævede spørgende et øjenbryn; spørgsmålet var både for at konversere, men også fordi jeg var nysgerrig.

[Yamapi]

"ville bare have noget frisk luft.." sagde jeg stille og smilede skævt. "væk fra bilernes larm.." sagde jeg stille og så væk, imod byen. et lille suk gled over mine læber mens jeg strøg en hånd gennem mit hår. jeg bed mig le ti læben og lukkede kort øjnene, da jeg mærkede en kølig vind bølge imod mit ansigt.

[Nate]

,,Ah.. bor du her i området?"
Han er godt nok ikke særlig nem at snakke med, konstaterede jeg for mig selv, eller måske er han bare genert. Han ser nu ikke sådan ud. Mere... tilbageholdende. Jeg skiftede vægten over på det andet ben. På den anden side, fremmede kan jo være alt fra millionære til voldtægtsmænd efterhånden.
Jeg lod en hånd glide hen over min taske og lagde den beskyttende på åbningen, da jeg kom til at tænke på tyven, der havde prøvet at stikke hånden i min taske på stationen en dag. Man kunne snart ikke være i fred, heller ...

[Yamapi]

"ikke rigtig.." mumlede jeg stille og fastholdte blikket væk. jeg sukkede stille og lænede mig tilbage mod træstammen. jeg sukkede tungt og strøg en hånd gennem mit hår.
"Hvad laver du selv her?" spurgte jeg så stille og så undrende på ham. Hvis Nate skulle have det at vide skulle jeg da også. jeg bed mig let i underlæben og betragtede ham med et lille skævt smil.