Sten bænken

[geyser]

Geÿser bider sig i læben, nærmest for at vise sin medlidenhed eller sådan noget.
,,Skrive.. Må jeg se!"Han læner sig lidt hen imod Emanuel, glad for at have emne at snakke om. Ellers går der ofte død i samtalerne, hvilket han ikke bryder sig om.
Tværtigmod er dét det værste han ved, fordi han altid føler sig forpligtet til at sige noget.

[Emanuel]

Han trækker på skuldrene og nikker.
"kig bare" siger han med et svagt smil.

[geyser]

,,Woow.." Geÿser har ganske vist set brækkede arme, med gips hvor der var skrevet før, men ikke nogen hvor der var skrevet så meget. Han smilede og lænede sig igen tilbage, og skubbede en løssluppen blond hårtjavs væk fra øjnene.
Nu var hans blik rettet ud mod naturen, foran dem, og stien. Ikke et øje.
De fleste var hjemme hos deres familier, men åbenbart ikke Emanuel eller ham selv.

[Emanuel]

Han løfter armen en smule, besværet. Han bider sig i læben mens, da det gør en smule ondt.
"folk fik bare lov.." siger han og trækker på skuldrene. Der er dog stadig masser af steder hvor der ikke er skrevet

[geyser]

Geÿser ser ned mod Emanuels arm igen og så op imod ham, med et medlidende smil ,,Jeg håber den heler ordentligt.." Han kaster endnu engang gips-armen et blik og ser så ud over landskabet.
En ensom og lettere vindblæst hundelufter kommer gående forbi, med sin sløve golden retriever.

[Emanuel]

"gør det nok.." siger han med et let smil.
Han ser lidt mod ham, betragtende. Efter noget tids stilhed, mener han han burde sige noget.
"Såeh... hvad bringer dig herud..?" spørger han

[geyser]

Det gippede lidt i Geÿser, eftersom han nærmest havde glemt at han sad på en bænk, og var sunket helt ind i sine egne tanker og minder fra hans barndom, eller dvs. fra tidligere da han boede på Island med sin familie.
,,Jeg.. Plejer at gå en tur når jeg vil tænke?" Han havde drejet hovedet mod Emanuel, og smilede venilgt ,,Og hvad med dig"

[Emanuel]

"Hyggeligt.." siger han med et smil.
Han sukker lavt, ser mod jorden, så Geÿser.
"jeg havde vel brug for lidt luft.."

[geyser]

Geÿser svarer ikke. Nyder for en gangs skyld stilheden der sænker sig over dem, velvidende om at det ikke gør noget lige nu.
Så sukker han og rejser sig ,,Jeg tror jeg må smutte..." Han smilede forsigtigt til Emanuel og begynder at gå hjemad..
//Out

[Emanuel]

"okay" siger han med et smil, ser efter ham lidt, før han selv rejser sig og går

[andrew]

Han kommer gående roligt, han får øje på bænken, og sætter sig. Der er ikke så mange i parken, men alligevel føler han sig ikke alene.

[andrew]

Han kigger lidt rundt, der er ingen dyr i parken, dog med undtagelse af fugle. Der er massere af fugle, og de synger højlydt. Andrew elsker at sidde udenfor, og bare lytte til natuen, menneskerne og nyde det hele. Han betragter bænken han satte sig på. Den er folt udført, og behagelig at sidde på.

[andrew]

Andrew vender igen blikket med græsset. Det er flot jævnt, og ser perfekt ud til en skovtur. Fuglene pipper fortsat på livet løs, og man kan høre folk grine i det fjerne. Han rejser sig fra bænken ige, og går lidt rundt i parken, før han går hjem.

[Ryo]

Kommer langsomt gående, med hænderne begravet dybt ned i mine jakkelommer.
Øjnene er rettet mod mine fødder, jeg sætter mig roligt ned på stenbænken, og ser så endelig op.

[sora]

kommer gående så godt jeg nu kan i de for store bukser og trøjen som dækker mine hænder,
det er da bedere end mit våde tøj.. tænker jeg og kommer til at mumle det lavt..